Hvorfor vi kan tro, vi elsker ham, når han ikke er værd at samle på.

 

Hvorfor vi kan tro, vi elsker ham, når han ikke er værd at samle på.

Af Henriette Eiby Christensen

Lad mig starte et andet sted…
Hos dig.
Hvordan har dit selvværd det?
Hvorfor det?
Fordi det er svaret. Av. Den sved. Jeg bliver vred. Hvad f….. bilder hun sig ind – hun aner intet om mit liv.
Ikke?

Jeg var til falds for komplimenter. Bare han sagde noget sødt, var jeg forelsket. Smask forelsket. Hvem han var eller hvad han gjorde eller mente eller sagde, betød ingenting. Han syntes, jeg var smuk. Værd at score… Han var perfekt. Charmerende, flot, klog, intelligent, fuld af vid og humor.

Der gik ikke længe før jeg var gravid. Og der gik ikke længe før jeg fik lidt ondt i maven. Lyttede ikke. Troede ikke mine egne øjne eller ører. Han syntes jo, jeg var dejlig. Jeg var forelsket. Holdt fast i at han var perfekt. Vennerne forsvandt efterhånden – han kunne på en eller anden måde få mig til at se alle deres fejl og mangler. Familien veg tilbage – han sagde, de ikke var støttende, ikke forstod mig at de behandlede mig dårligt – ingen forstod mig som han. Han fortalte om sin hårde barndom – om svigt og forældres druk og hor og tvangsfjernelser. Jeg havde stor medfølelse. Hvor var det synd for ham. Ingen advarselslamper, hvor de skulle have blinket og larmet som besat…

Ingen sagde noget… Kunne de have sagt noget? Jeg er ikke sikker. Jeg vil gerne tro, at jeg ville have lyttet, men jeg er ikke sikker. Jeg var jo gravid. Sad i saksen. Økonomisk og følelsesmæssigt afhængig. Daglige nedgørelser. Pludselig var jeg ikke længere smuk, men havde kalkunhals. Var nymfoman, dum, konfliktsky, kunne ikke gøre noget godt nok. Til gengæld ville han ikke skifte en eneste ble. Ikke elske med mig. Han brækkede en gang sin finger, fordi han smadrede hånden ind i et skab i vrede over, at jeg ville elske med ham en morgen…? Han sagde, jeg ikke fattede en skid og aldrig ville forstå ham.

Snart var det som om, der var glasskår spredt ud over det hele. Jeg vidste ikke, hvad som kunne udløse et voldsomt raserianfald. Han slog ikke. Jeg tænker nogen gange – bare han havde, så var jeg ikke blevet så længe… 12 år… 12 år – og allerede efter en måned havde tegnene vist sig… Hvis bare jeg havde kunnet lytte…

Hvad er det så for tegn?
Ondt i maven er et 100% sikkert tegn på, at der er noget galt. Hvis du ikke gør andet så tillad dig selv at lytte til det. Det kan være meget angstprovokerende for, hvis du begynder at lytte til det, er du nok også nødt til at gøre noget. At handle.

Før du når dertil, er der mange andre tegn, som skal få alarmklokkerne til at bimle. Jeg har samlet dem i “Hvordan man spotter en Trold”. Her er nogle få
https://kvindetid.dk/hvorfor-vi-kan-tro-vi-elsker-ham-nar-han-ikke-er-vaerd-at-samle-pa/2/ SE NÆSTE SIDE

Kommentarer skrevet af andre
  • victoria

    23. januar 2018 kl. 10:28

    Min passion for kærlighed og liv har fået mig til at påtage sig her for at fortælle alle, hvordan præsten manuka bragte tilbage min mand, der har været væk i 9 måneder. Det var al forvirring og nød for mig, når min mand, som jeg elsker og værdsætter, ikke ville elske mig mere, men hellere valgte at holde mig til en anden dame på bekostning af mine følelser uden nogen overbevisende grund, der gør mig vanvittig. Men det er hele historien nu, har præste manuka vist sig værdig at blive kaldt en sand og udvalgt, da han har udslettet mine tårer ved at bringe min mand tilbage til mig.Her er hans kontakt for at nå ham lovesolutiontemple1@gmail.com og han er også på hangout for ansigt chart .. tak og Gud velsigne for din hjælp.

  • Helle Tranberg

    10. marts 2015 kl. 19:11

    Et Hej til Maria.
    Fra november 2014.
    Jeg Helle skrevet i tråden juni, 2014. Har lige kikket forbi denne tråd igen. Er du der stadig Maria, og hvor bor du evt?
    Jeg bor i Århus.
    Vh Helle

  • Peter

    9. februar 2015 kl. 19:43

    Hej

    Jeg kender en pige som jeg er lidt forelsket i. ;Men hun er fortsat forelsket i sin eks, som slog op med hende for knap 2 år siden.

    Hvad jeg har hørt har han ikke behandlet hende særlig pænt, men hun er fortsat forelsket i ham, da det var hendes første rigtige kærkighed. Hun er hele tiden meget bekymret for om han finder en ny kæreste og hvad han syntes om hende., Og selvom hun i mellemtiden har haft en anden kæreste, har følelserne for den tidligere kæreste, fortsat holdt ved. Ekskæresten hun fortsat er forelsket i, siger hele tiden, at hun ikke skal tro de finder sammen igen og har også givet udtryk for at være kommet videre.

    Jeg prøver hele tiden og hjælpe hende og snakke med hende så godt som muligt, men det er lidt svært. Hvad kan forklaringen være på de følelser, Hun virker fanget og det bedste ville være hvis hun kunne komme videre, men hvordan? Hvad kan jeg og evt hende gøre?

  • Birgitte

    19. januar 2015 kl. 10:18

    Til Ane

    Er du stadig i dit forhold? Hvis ja, er der bedring at se?
    Jeg er i en lignende situation på 3. år, og kan godt fornemme, hvor det bærer hen. Fornylig har jeg opdaget, at min kæreste muligvis er narcissist, og er derfor ikke helt moden til at gå endnu. Dog har opdagelsen givet mig en følelse af at være blevet stærkere, idet jeg kan pege noget af “skyld”-fingeren væk fra mig. Jeg ser nu, at jeg i mig selv er god nok, og har været det hele tiden. Jeg har været tro mod mig selv, ham og alt hvad jeg har givet og taget. Det er et enormt selvværds-boost. Hvis du har lyst, vil jeg gerne udveksle erfaringer.
    Venligst
    Birgitte

  • Maria

    20. november 2014 kl. 14:15

    Er ved at rydde op i mit liv efter 28 år med med psykopatiske karaktertræk. Måske underligt for jer at jeg beskriver min ex på den måde, men det har sin årsag. En er at der ikke findes en officielt direknosen så det vil altid være min påstand. En anden er at jeg, selv efter 11 år som ex, frygter hans “straf ” hvis han finder ud af hvad jeg fortæller venner, familien og de personer der hjælper mig i øjeblikket. En tredje er at jeg, trods hjælp og år alene, fortsat er så “fuckt up” i mit billede af mig selv at jeg til tider stadig tænker at det var /er mig der er noget i vejen med.

    Intellektuelt ved jeg godt at jeg har været udsat for en psykopat og at jeg er voldsomme ar på sjælen. Men det ændre ikke ved faktummet at jeg efter så mange år sammen med ham tvivler frygteligt meget på min egen dømmekraft specielt hvis jeg er i ubalance eller træt. Mit hovede har i så mange år fortrængt sandheden og jeg endte med ikke at stå ved mig selv.

    Jeg prøvede i årevis af få andre til at se hvad jeg levede i, men det var umuligt for andre at se eller forholde sig til for han var jo “Guds gave til kvinden”. Måske set udefra, men det var nærmere Dr. Jekel og Mr Hyde i ægteskabet. Genkender med sorg i hjertet mange af beskrivelserne i de tidligere indlæg.

    Er langsomt ved at erkende at mit livs interesse for at danne bro mellem traditionel psykologi og ledelse, på den ene side og helhedssyn, kærlighed og medmenneskelighed på den anden. Højst sandsynligt udspringer af min egen længsel efter at forstå hvordan det der udadtil er alt det rigtige (hans offentlig synlige adfærd) kan være så skadelig og dæmonisk, så lang fra hvad jeg følte var kærlighed. Måske jeg snart formår at give slip på længslen efter at forstå, måske jeg snart efter alle disse år lærer at leve. Kærlighed der gives, deles og leves af et rent hjerte er det mest givende og berigede der findes. “Kærlighed” der gives for at styre, manipulere og kontrollere er dødbringende. Hvis ikke fysisk så psykisk og sjæleligt.

    At finde jeres breve, læse dem og mærke at jeg (desværre,) ikke er alene om mine oplevelser, støtter mig og giver mig følelsen af at være et helt normal sundt menneske der har været udsat for noget usundt og unormalt. Ved nogen af jer om der findes mødesteder for personer der har levet med en psykopat for jeg trænger godtnok til at føle mig normal og almindelig :-). Har gode mennesker omkring mig, men har man ikke prøvet det her så ved man ikke noget om den sorg, fortvivelse, skyld og skam, opgivelse og forkerthed der følger ef offer efter mødet med en psykopat.

    Kære Ane
    En krisepsykolog har sagt til mig ” Der er kun en måde at komme fri af det, flyt så langt væk fra ham som muligt” . Det jan så desværre ikke lade sig gøre for mig idet vi har børn sammen. Men jeg skriver det til dig fordi jeg ville ønske jeg kunne sætte mig ned sammen med dig, se dig i øjnene og sige “Drop det hurtigst muligt, det er ” livsfarligt ” det du udsætter dig selv for. Vær kærlig ved dig selv, elsk dig selv, se at komme væk”
    KH Maria

  • Anonym1

    15. oktober 2014 kl. 20:55

    Med til historien hører, at han er en yderst intelligent og succesfuld mand. Jeg kan næsten ikke bære, at han med garanti blot lever videre på samme måde – og kommer til at udsætte andre for det samme jeg var igennem. Jeg har overvejet at skrive et brev til hans familie – men jeg ved ikke om det er en god ide. Hvad synes I?

  • Helle

    1. juni 2014 kl. 17:16

    Hej.
    Jeg var en glad, ærlig og kærlig kvinde. Jeg var 17 år. Jeg forelskede mig meget. Han har idag forladt vores hjem efter 35 år. Jeg skulle være gået, har været på vej mange gange. Hans verden er netop som beskrevet omvendt., hvad der har undret mig igennem årene. Tillagde det misforståelser og e.t.c. Jeg har desværre brugt det bedste af mig selv og alt min livslyst og lyse kærlige sind. Jeg er enig i at jeg bestemt ikke har en offer personlighed, tværtimod. Han kunne såre så fatalt med den ene hånd og så komme til at trøste mig med den anden. Det er hvis psykopatens liv. Den pæne af slagsen. Måske den mest giftige. Alle, hjalp til med at fodre hans manglende selvværd, som selvfølgelig er altid er andres skyld. Nu sidder jeg tilbage i alt arbejdet og forsøger stadig at navigere i mandens menneskemisbrug. Mine børn er alt værd, men hænger i samme net. Det tog mig 35 år at forstå spillet. Mine børn ved det jo ikke., de er ganske unge og tror deres far er som hans facade. De ved stadig ikke at han lyver for dem, som det passer ham. Jeg kan ikke fortælle mine børn om fortræderlighederne, de vil ganske enkelt ikke kunne forstå det. Har man fået børn med en af de pæne psykopater, er man ødelagt for livstid. Jeg synes også at vi skal bruge ressourcer på at fortælle højt om disse giftige mennesker. Forske i hvilken fatal hjerneskade der ligger til grund for denne forfærdelighed. Tænk i Danmark er det frivilligt arbejde at lytte til pårørende. Skræmmende tanke og adfærd fra et et ” klogt land” jeg er 53 år og knus i sjæl og sind. Man bliver så hjernevasket at ingen sig aner.
    Helle. Århus
    Er der nogen derude der ved, hvordan man kommer videre, så er vil jeg gerne høre. Den 1.6.2014

  • ane

    31. maj 2014 kl. 02:02

    Prøver at være mere hårdhudet i stiuationer, sige fra på en mere hård måde.

    Og forstå at det hans bagase, og jeg nød til at gøre det på anden vis, end vis jeg var i et normalt forhold

    Ville dog være rart hvis nogle havde nogle råd

  • ane

    31. maj 2014 kl. 01:54

    Jeg elsker en jeg har været sammen med 2 år,

    Der mange tegn på han har narsacistiske træk eller psykopatiske træk.

    Kan se det hele klart og tydligt.

    Jeg ved det ikke er helt normalt,

    Men kan ikke lade vær med at tænke at jeg gerne vil få lortet til at fungere alligevel.

    De også mennesker, nogle forskurret nogle af slagsen.

    Har haft mange kampe, skænderier.

    Han er unfair på mange områder, og der meget envejs kommunikation, og tror også at jeg ikke har sagt fra på den rigtige måde (som virker for ham)

    Vi har dog snakket om problemerbe, og han er blevet lidt bedre til at takle situationer.

    Kan dog nogle gange få lyst til at rive mig selv i håret, for man kan få følelsen af at løbe hovedet mod en mur.

    Jeg elsker ham oprigtigt,
    Kan dog godt undvære de der brister der.

    Savner nogle der skricer om at få sådan et fuckt up forhold til at blive mere stabilt, og hvordan man kan takle det i stedet for.

    Har mærket lille bedring, men det laaaaaaaang vej endnu

  • karen davidsen

    25. november 2013 kl. 21:42

    Hej Lene
    Det er bare så godt læse dit indslag, da jeg selv lige har været i kløerne på, hvad jeg er overbevist om er, en psykopat.
    Heldigvis blev jeg hurtigt klar over, at jeg blev udsat for noget højst besynderligt og temmelig smertefuldt, og handlede derfor meget konsekvent og direkte derpå.
    Han er nu dømt ude, og jeg håber, at den magnetisme, han er i besiddelse af vil dampe af, jo mere viden jeg får omkring psykopati, så han forbliver ude!!
    Set i bagspejlet, kan jeg godt synes, at han ikke spillede sin psykopat-kort særlig intelligent, hvilke gjorde så meget nemmere, at dumpe ham, som en gang rådne æg.
    Min mistanke startede ved, at han, trods advarsler, gentog, endda med fornyet styrke, de samme fadæser, urimelige krav og voldsomme udbrud, dertil kommer alle bebredelserne og et absurd behov for dominans.
    Det gik op for mig, at jeg havde med et menneske at gøre, der var ude af stand til, at forbinde punkterne og se tegningen, derved også at kende konsekvenser af sine handlinger, eller endnu værre , var fløjtende ligeglad.
    Min første tanke var “hvorfor faldt jeg for ham” ? Jeg følte mig dum, og følte, at jeg havde et skilt om halsen, hvor der stod -underskuds-agtig, ustabil kvinde søger psykopatkærste- jeg ved jo godt, at det ikke er hele sandheden, psykopater er jo som sagt verdensmestre i at læse andre, Så jeg er holdt op med at dadle mig selv. tværtimod er jeg stolt af, at have været i stand til at skære igennem, lytte til min fornuft og få ham ud af mit liv.
    Nu ser det som en noget bizar oplevelse-så har jeg oplevet det-
    Hvis det er dig nogen trøst Lene, så sidder der en psykopat i nogle kummerlige forhold, fordi han sked i egen rede, så og sige. Han har meget ondt af sig selv, og synes vel, at jeg har været en hård og hjerteløs kvinde.
    Men tak lene for dine vise ord, det cementere blot det, jeg selv er kommet frem til.
    Håber at det vil være til inspiration for andre, selv om det kan være umenneskeligt svært.
    mange kærlige hilner og stor forståelse karen davidsen

  • jl

    30. juni 2013 kl. 10:41

    Jeg har lige forladt et ægteskab efter 26.5 år.
    Det er bare rigtigt, ondt i maven, angsten. Det kom bare snigende. Mange af de ting han påpegede overfor mig var at jeg så tingene forkert. Jeg skulle, ligesom hæve mig op på et andet niveau. Hvis han ikke kunne se der var problemer i vores liv/ forhold, så var det mit problem, altså jeg var problemet.Han mente oprigtigt at det var mig der skabte problemerne, også var det jo også nemt for mig at sige, hvis der var behov for rådgivning…
    Jeg har haft utroligt svært ved at finde ind til sagens kerne-. Jeg har prøvet alt i mellem himmel og jord, for at prøve at forstå ham.
    Så startede jeg på pædagoguddannelsen. Hvad er det de siger/underviser i. Er det mit liv?Jeg blev ramt så mange gange. Et andet mønster i mit sind, begyndte at vise sig. Måske er det slet ikke kun mig, , der er noget galt med, måske har jeg slet ikke misforstået alting, måske kan jeg godt tænke og gøre noget rigtigt.. Er det virkelig sandt??
    Er jeg virkelig noget i mig selv.?
    Jeg blev mere og mere afsindig, for jeg var dybt afhængig af ham og hans opmærksomhed, men han vendte mig ryggen. Han begyndte at komme i kirke. Han havde fået en eller anden åbenbaring.. Nu begyndte det for alvor at gå ned af bakke. Nu skulle jeg bare endnu mere indordne mig, og økonomi og den slags “store beslutninger”, kom ikke mig ved.Jeg havde da også ødelagt børnene med min opdragelse. Det var mig, der vendte børnene imod ham..
    Jeg blev mere og mere desperat. Jeg ville jo bare være sammen med ham, Men han ville kirken.. Hvordan kunne han vælge mig og børnene fra?? Jeg havde jo gjort alt for ham? Men inderst inde vidste jeg godt at det var enden. Den havde faktisk været undervejs i mange år. Til sidst stod jeg overfor mit livs valg. Døden eller livet. Han var af den overbevisning, at min reaktion, var basret på misforståelser. Jeg svarede at det kunne jo ligeså godt være ham, der havde misforstået det, men det faldt ikke i god jord..
    Jeg kunne ikke fortsætte med ham. Jeg vover livet, tænk hvis der er et liv for mig?
    Det går bedre og bedre. Faktisk tænker jeg at der må være noget galt, for så godt kan jeg da ikke have det..
    Forleden skulle jeg mødes med ham.
    Hans konklusion om, hvorfor mit liv/ vores ægteskab endte, var fordi jeg elskede ham for meget. Jeg afviste det med det samme og sagde at mennesker bliver syge, hvis de ingen kærlighed får. Han responderede med at han skam havde forsøgt at elske mig, men jeg kunne nok ikke modtage det.
    Familien har stået og set på i mange år. Jeg bebrejder dem ikke.
    Jeg bliver lige straks 50 år og jeg håber og arbejder på mit liv, at det skal blive bedre, dag for dag.

  • Dorte Kardel

    27. maj 2013 kl. 20:37

    Jeg er nødt til at reagere på Runes indlæg, fordi det efter min bedste overbevisning ikke er rigtigt og oven i købet kan være ødelæggende for offeret.
    Et offer for en psykopat eller sociopat, bliver det ikke, fordi offeret har behov for bekræftelse. Et offer bliver offer, fordi normale, sunde mennesker ikke har alarmer og forsvarsmekanismer over for de løgne og den manipulation, en sociopat eller psykopat er i stand til at levere. Så enkelt er det.
    Det bedste, vi kan gøre for ofrene, er, at erkende, at psykopater og sociopater findes, og forstå, at det netop ikke altid er sådan, at it takes two to tango.

    Lad mig give et eksempel: En kvinde ringede til mig i julen. Hendes mand havde foreslået, at hun skulle give dem begge en nytårsrejse til Wien i julegave. Manden havde stået for at købe rejse, hun havde betalt. Juleaftensdag bliver hun ringet op af en kvinde, der meget hoverende fortæller hende, at hun da lige skal vide, at det ikke er hende, der skal med til Wien. Det er derimod elskerinden. Efter råd fra mig konfronterer konen sin mand og spørger, hvorfor han har lusket med det. Svar: Fordi jeg har fortjent det!
    Konen spørger med det samme sig selv, hvad hun har gjort forkert, der gør, at manden har fortjent det. Og det er lige præcis sådan, sociopater opfører sig – de vender tingene på hovedet, så man som offer til sidst ikke ved, hvad der er rigtigt eller forkert.
    De personer, der er specielt i farezonen, er ikke personer med behov for bekræftelse eller behov for at være noget for andre. Det er de åbne mennesker, der altid er parat til at stille spørgsmålstegn ved, om de altid her ret, eller altid har gjort det rigtige. Og så er det dem, der af en eller anden årsag bare står i vejen for en sociopat.

    Kald en skovl for en skovl. Der findes giftigheder og ondskab i verden, og det er så forbandet urimeligt over for ofrene at antyde, at det er deres udækkede behov, der er årsagen.

    • lene christiansen

      28. maj 2013 kl. 13:52

      Hvor er det dejligt at høre dit svar – det kan i min optik ikke være mere præcist end det, du her skriver.

      Vi mennesker er jo netop forskellige, og blandt ofrene for psykopater/sociopater kan man derfor finde mange forskellige personlighedsstrukturer. At hævde, som nogen gør, at sociopat/offer har en særlig kemi, er derfor ikke sandheden men udelukkende et eksempel på en type af sandhed.

      At ofre for en psykopat udelukkende kæmper med en grundliggende lavt selvværd er en alt, alt for letkøbt sandhed i tråd med en anden letvægter, der er meget på mode: Hvis du ikke kan elske dig selv, kan du ikke forvente at andre kan elske dig. Pjat og psykologisme af værste skuffe!

      Mange mænd med psykopatiske træk vælger netop ofte stærke mennesker, fordi de tiltrækkes af glansen fra deres personlighed men samtidig selv har et så lavt et selvværd, at det der tiltrækker også er det, der skal knækkes/kues/ødelægges/ydmyges; og det kan sagtens lade sig gøre at knække stærke mennesker, der møder verden med tillid og åbenhed…vi har alle en achilleshæl og gid vi dog kunne få lov til at have den og være oprigtigt elsket, værdsat og respekteret.

      Som offer for en psykopat kæmper JEG mest med en indædt vrede over, at han aldrig kan få den straf, han fortjener.Jeg kan godt komme videre med mig selv, passe mit job, tage på ferie og hygge m,ed mine venner – men min integritet og naturlige retfærdighedssans gør det meget svært for mig, at acceptere, at han kan spadsere videre ud i verden og hele tiden bevæge sig lige på kanten og ofte over kanten i sin omgang med andre mennesker, arbejdsgivere og lovgivningen i det hele taget, uden at nogen reagerer og giver ham den moralske eller juridiske afklapsning, han har gjort sig fortjent til.

      For lige præcis den afklapsning og efterfølgende “afsløring” er ofte det eneste, han v irkelig frygter – ikke at fremstå som den uantastelige, moralsk uplettede person, han bilder sig ind og udgiver sig for at være.

      Jeg medgiver, at det lyder som hævngerrighed – og det er også en hævngerrighed, fordi jeg for længst i min personlige proces har erkendt, at det retfærdighed, der i min optik skal ske fyldest, er det eneste der giver mig en form for oprejsning – uanset om psykopeten opfatter det som sådan, den momentane angst jeg ser i mig ved udsigten til afsløring, er godt nok for mig. Mine egne følelsesmæssige implikationer og efterfølgende problem med at have tillid til en ny kæreste, må jeg arbejde med i mit tempo og med mine indsigter.
      Men tak igen, Dorthe, for dit indspark, som ikke gør ofrene til nogle socialt og personligt invaliderede mennesker.

      • Dorte Kardel

        1. juni 2013 kl. 19:23

        Kære Lene og alle andre ofre.

        Da jeg begyndte at interessere mig for sociopati/psykopati var årsagen, at jeg så en del ofre på arbejdsmarkedet, hvor jeg til daglig fungerer som rådgiver. Jeg så en fuldstændigt utilgivelig adfærd, men jeg så også en del ledere og rigtigt mange kolleger, der bare stod og så på og ikke ønskede at blande sig, fordi man jo ikke kunne vide, hvad der var sket mellem de to mennesker, eller fordi der nok var fejl på begge sider.
        MEN: Der findes ikke noget, der hedder neutralitet, når man har med sociopater at gøre. Neutralitet betyder, at voldsmanden får lov til at fortsætte sin adfærd.

        Jeg dykkede ned i diverse fagteorier og opdagede, at fagfolk ikke har beskæftiget sig med problemet. Der findes lærde diskussioner om de rette diagnosemetoder i forhold til psykopati. Der findes forsøg på forklaringer af, hvorfor nogle bliver psykopater, der findes nogle, der har beskæftiget sig med rehabilitering af mobbeofre (på det individuelle plan), men der er ingen, der har interesseret sig for, hvordan sociopater egentlig virker på andre mennesker, og hvad det har af konsekvenser.
        For at undgå tåbelige diskussioner om definition af psykopati og sociopati, valgte jeg at definere disse mennesker som giftige. For giftighed er netop det, der kendetegner deres virkemåde i forhold til andre mennesker. Og jeg gav mig til at systematisere giftige mennesker adfærd og virkemåder i forhold til andre mennesker.

        I den sammenhæng er jeg gang på gang stødt på, at folk omkring et offer blot har stået der, eller har virket som katalysator for giftighederne. Når vi taler om mobning, har vi et begreb, der heder by-standers – det er folk, der bare står og ser til og håber, det ikke bliver deres tur. Men jeg har tilladt mig at opfinde en gruppe, der er endnu værre: De åh-så-kloge på alle andres mennesker liv. Dem, der tillader sig at dømme og rådgive på basis af total mangel på kendskab til offer og voldsmand, men på basis af livserfaring, pseudopsykologisk indsigt og en faktor, som jeg i min nye bog har valgt at beskrive som: Popular Wisdom. Det er dem, der eksempelvis siger: Alle ved jo, at it takes two to tango. Eller: Alle ved jo, at osv.

        Min påstand er, at netop disse mennesker er med til at undergrave offeret endnu mere. Lad mig give et eksempel: Lene skriver, at hun ønsker sig en eller anden form for retfærdighed. Jeg har det på præcis samme måde – 12 års løgne og økonomisk uansvarlighed efterfulgt af 4 års juridiske forsøg på at få min exmand til blot at samarbejde om at få det fælles hus solgt, har fået mig til at føle, at samfundet gør uhyre lidt for at hjælpe ofrene. Min udmærkede advokat er meget enig. Til gengæld oplevede jeg for et par år siden, at en bekendt fortalte mig, at det jo var meget naturligt, at jeg var hævngerrig. Jeg forklarede hende, at jeg ikke var hævngerrig, men ønskede en rimelig afslutning på et langt helvede. Hun gentog, at det var OK at være hævngerrig, og at hun godt forstod, at jeg hadede min exmand. Jeg svarede, at jeg ikke var hævngerrig og ikke hadede, bare ville have sagen afsluttet og komme videre. Så blev hun vred. Hun forklarede mig, at det var almen viden, at jeg var hævngerrig og følte had. Det havde hun selv læst i et dameblad. Jeg svarede, at jeg desværre ikke kunne hjælpe hende, fordi jeg altså havde det på en anden måde. Derefter gik hun bekendtskabskredsen rundt og forklarede alle, at hun have forsøgt at tale med mig, men at jeg lige nu befandt mig i en fornægtelsesfase, hvilket var helt normalt, for det havde hun nemlig også læst sig til. De næste 4 måneder var op ad bakke. Alle var så forstående, og ingen lyttede. Det kostede nogle venskaber, hvilket blot dokumenterede, at jeg var i den fornægtende fase! Ak ja.

        Jeg mener, at vi samfundsmæssigt og kulturelt ikke kan være bekendt stadig at benægte eksistensen af giftige personer. De koster samfundet millioner af kroner hvert år til sygedagpenge, terapi og alskens andet, uanset om de udøver deres virke i hjemmet, på arbejdspladsen eller et helt tredje sted.

        Derfor vil jeg godt slå til lyd for:

        * At vi anerkender eksistensen af mennesker med en uhyre giftig personlig med store konsekvenser for andre mennesker – og i visse tilfælde også hele organisationer.
        * At vi forstår, at når det kommer til ofre for giftige mennesker, har vi i dag så lidt viden om de mekanismer, der sættes igang, at vi skal lade være med at kloge os på det. Det gælder fagfolk såvel som amatørpsykologer.
        * At det for os, der har været så uheldige at danne par med et giftigt menneske, er grundlæggende nødvendigt at skabe en eller anden form for retfærdighed. Men at vi til gengæld hverken er drevet af had, hævngerrighed eller ønske om at få ham/hende tilbage. Og at det, vi har været ude i, er et rimeligt sundt menneskes forsøg på at håndtere noget, der er så bindegalt, at andre ikke kan fatte det.

  • henriette eiby christensen

    13. juni 2012 kl. 17:38

    Lyt med i “Så Har Vi Balladen” på lørdag d. 23. juni 2012 hvor Monica Krog-Meyer, Dennis Johanneson og jeg taler om Vrede :)

  • Rune Fardal

    28. april 2012 kl. 15:34

    Veldig god beskrivelse Henriette, men lav selvfølelse er ikke alene kjernen her, fordi også mennesker med god og trygg selvfølelse faller for disse emosjonelle vampyrer.

    Det som derimot kan være en kjerne, uansett hvor lite vi liker det, er to ting:

    1. Et udekt behov for selv å bli elsket
    2. Et udekt behov for å hjelpe andre, å ha mye å gi

    Punkt 1) vil gjøre at som du beskriver, du faller pladask for denne falske sjarmør og punkt 2) du møter “offeret” som har hatt det så færlt i sin barndom og som såååå inderlig trenger akkurat DEG til å hjelpe seg (les:parasitt).

    Når vi faller pladask for en som sjarmerer oss, bygger det på et behov for selv-bekreftelse (lav selvfølelse, mestring?) (1) og når vi møter en som fremstiller seg som et “offer” og vi selv har mye å gi, så gir vi betingelsesløst (2). Problemet er bare at den vi gir til en en parasitt, som egentlig ikke gir noe tilbake. Det er ikke en sunn symbiose der begge drar fordeler av hverandre, men en som snylter på den andre.

  • Mette Andersen

    29. september 2011 kl. 08:45

    Ja, lavt selvværd kan godt være årsagen – MEN – lige netop den mand du der beskriver har jo psykopatiske træk. Det er UTROLIG vigtigt, at vi netop IKKE påtager os ansvaret og skylden for det dysfunktionelle væsen.
    Normalt er vi altid to til tango – men me en psykopat eller narcissist bliver vi forført og er hjælpeløse – ligesom pigen der bliver overfaldet og voldtaget på en mørk vej en aften hun bare er på vej hjem. Hun vil altid spørge sig selv hvorfor.
    Måske endda bebrejde sig selv: “Jeg skulle være gået en anden vej” “Jeg skulle have skreget” “Jeg skulle have….”
    Men det var IKKE hendes skyld, at hun løb ind i en idiot. Det var ikke fordi hun havde lavt selvværd. Og det er heller ikke nødvendigvis lavt selvværd der gør, at vi lader os besnære af en psykopat eller narcissist.
    Alle kan få deres selvværd smadret selvom det er godt.

    Når vi elsker giver vi os hen, stoler på, åbner op for samarbejde, kompromis og vi lytter til den anden. Det er naturligt og det skal selvfølgelig også være sådan. Men det betyder også at vi overser små signaler – og de ER små i starten. De små ting nedbryder ligeså stille vores selvværd – uanset hvor højt det er.
    Men det er ikke rimeligt at give sig selv skylden – for vi er forsvarsløse overfor lige netop disse to mennesketyper.

    Det er nogle gode pinde du stiller op, men du ved godt at psykopater og narcissister har rigtig gode forklaringer på alting. Han kan lige være flyttet og har ikke etableret venskaber endnu – osv osv. Desuden er de ofte vældig charmerende og har netop et stort netværk af folk de kender – men uden at have tætte relationer til dem.

    Nå, jeg kunne blive ved.

    Fedt at emnet bliver taget op! :)

    Mette
    http://www.dinchanc.nu

Skriv din egen kommentar

*

Kvindetid artikler
Har du styr på dine åreknuder?

Har du styr på dine åreknuder?

Annonce: Denne artikel er betalt og lavet i samarbejde med de nævnte hjemmesider i artiklen. Måske tænker du ikke, at det er relevant for dig lige nu, men det kan det meget vel gå hen at blive. Åreknuder er en ganske almindelig sygdom, som kan ramme både mænd og kvinder. Sygdommen ses dog hyppigere hos […]

Sæt fokus på selvforkælelse med yoga

Sæt fokus på selvforkælelse med yoga

Yoga er i dag meget udbredt, og i diverse fitnesscentre rundt omkring kan du tilmelde dig yogahold. Yoga er en fantastisk form for selvforkælelse, og det tjener rigtig mange gavnlige formål. Læs mere om det her, og kom godt i gang med yoga.  Først og fremmest: Der er yoga, og så er der yoga Den yoga, […]

Det – måske vigtigste – VALG 2019: Vær nysgerrig på hullerne i livet!

Det – måske vigtigste – VALG 2019: Vær nysgerrig på hullerne i livet!

Ny bog sætter fokus på hullerne i vores hverdag, stiller spørgsmål til vores livsførelse og udfordrer os på, hvad vi troede, vi vidste!

Astrologi artikler
Gaveideer til de 12 stjernetegn.

Gaveideer til de 12 stjernetegn.

Få inspiration til julegaverne her, hvad giver du til din søster født i Løven eller din mand født i Tyren.

Årshoroskoper 2019 – hvad har du i vente?

Årshoroskoper 2019 – hvad har du i vente?

Året 2017 starter med en del stress. Der er trang til oprør, frihedskampe og uro i det hele taget. Nu kan du læse dit årshoroskop og se, hvad du har i vente i 2017.

Christiane Schaumburg-Müller hos clairvoyant

Christiane Schaumburg-Müller hos clairvoyant

Det var ikke hokuspokus. Det var følelser, og det handlede om mig. Lykke sagde alt det, jeg egentlig allerede vidste inderst inde, men guderne skal vide, hvor meget det gør at høre et andet menneske sige det, du tænker. Det giver en samhørighed, og vinduet er nu åbent for gensidig dialog.

Fik du læst disse?
Kvindetid med Jill Liv Nielsen

Kvindetid med Jill Liv Nielsen

Jeg tænker veninder, ostetallerkner og hvidvin…..Masser af hvidvin.

Kvindetid med Vibeke Manniche

Kvindetid med Vibeke Manniche

Min bedste anbefaling i den forbindelse er – at ingen kvinder bør have fælles økonomi med deres mand.

Boligcious Green Living – Indret med planter

Boligcious Green Living – Indret med planter

Maria Fynsk Norup fra Boligcious skriver om planter i indretningen – er sukkulenter blevet det nye sort?