En klient i terapi – en kvinde sidst i 30’erne, var virkelig frustreret over sine relationer. Når hun var sammen med familien endte det ofte i konflikt, og når hun var sammen med andre mennesker, gik hun ofte hjem – ked af det og med en følelse af håbløshed. Hun var klar over, at en del af ansvaret lå på hendes skuldre, hun var klar over, at hun ikke bare kunne give andre skylden for stridighederne. Den indsigt havde hun allerede.
“Uden relationen er der ingen eksistens; at være er at være relateret”, Krishnamurti, og mente med det, at relationen er et spejl for, hvem vi er indeni, og det, der er indeni, projicerer vi ud på andre. Med andre ord – er der kaos indeni, vil dette afspejles i relationen.
Arbejdet ligger i at forstå sig selv, og ved at arbejde med sig selv, arbejder man også med sine relationer.
For min klient betød det, at hun, ved at lære at være observerende på egne tanker og reaktioner og (meget vigtigt) ikke dømmende, kunne lære at forstå sig selv, og ikke blot reagere pr. automatik. Og ved at forstå sig selv, kunne hun også lære at være i ro med sig selv, og hun kunne møde andre med ro indeni.
Den indre ro spejlede hun ud på relationerne, hun lærte i højere gad at være med sin venner og familie uden parallelt at være på mentalt arbejde (”hvad tænker de om mig, hvorfor siger han sådan, hvorfor spørger de ikke til mit arbejde? ” Og så videre, og så videre…).
Det betød også, at hun kunne være relateret. Det vil sige, hun kunne være sammen med andre mennesker og have det godt med det, og hun opdagede, at samværet var givende, bekræftende, og berigende – for det meste.
