Sexolog Viktoria Handberg: Kan man gå glip af sin soulmate?

Mikkelmads

Min eks sendte mig link til denne side, hun har altid kaldt mig for sin soulmate, i min verden har jeg lidt svært ved at finde rundt i begrebet “soulmate” hvis man ikke er der for hinanden.

Vi mødte hinanden for 12 år siden, helt tilfældigt på en bar, og der snavede vi hinanden i knæ, og så smuttede hun med sin veninde. Der var et eller andet ved hendes blik jeg ikke helt kunne glemme, det var som om jeg smeltede da vi kiggede hinanden dybt i øjnene. På trods af hun var nabo til en kammerat, kontaktede jeg hende ikke, for hun var i forhold.

Da jeg så selv er single, og har hørt hun er det samme, så kontakter jeg hende, og sød musik opstår, og vi skal mødes. Først er aftalen at mødes om lørdagen, men så langt tid kan jeg/vi åbenbart ikke vente, så en torsdag efter hun er på job runder jeg hendes arbejdsplads, for jeg må sgu se “giraffen”

Da hun kom ud af døren sagde vi intet til hinanden, men kyssede hinanden så fuglene sang, og vi var straks på bølgelængde. Og for at gøre en lang historie kort blev vi “kærester”

Jeg er i de år vi kendte hinanden altid blevet forklaret “du er min soulmate” du er den eneste der forstår mig, og kan læse mig, og du er mit livs knald.

Efter 1 1/2 mdr var kvinden mig utro for første gang (sjovt nok havde jeg allerede regnet det ud da hun fortalte mig det) og hun ringede og sagde der var noget vi måtte tage om. Kvinden kom forbi og fortalte (uden at gå i detaljer) at hun havde været mig utro, og var meget ked af det, for det var jo mig hun ville være sammen med. Jeg tilgav, og syntes alle skal have en chance i livet, og jeg var jo meget glad for hende.

En uge efter ville hun så være alene igen, og så var “manden i mit liv” igen ude af billedet’ og så var det “forhold” slut.

Sådan svingede det frem og tilbage, så ville hun, så ville hun ikke., og hver gang hun ikke ville længere, blev “forholdet” altid stoppet på et telefonopkald eller en SMS, dialog var der intet af.

Vi finder så sammen igen juni/juli 16 men der siger min mavefornemmelse mig også der er noget galt. Kvinden skal besøge sin søster i sin ferie, men vælger åbenbart at tage på date med en anden mand. Jeg høre intet fra hende i fire dage og da vi taler sammen, er det på SMS. Der får jeg så beskeden: kan fortælle dig jeg har mødt en anden fyr, så du er hermed slettet fra MSN.
Kvinden flytter mere eller mindre ind hos manden og det hele er rosenrødt i to mdr, så slutter deres forhold efter en ferie.

Samme dag hun er single fjerner hun alle blokeringer fra nettet på mig, og jeg undres, men har jo godt regnet ud hvad hun vil. Vi genoptager så kontakten for vi er åbenbart dybt tiltrukket af hinanden, og jeg ser gennem fingerene med en masse handlinger.
I to mdr holder vi det hemmeligt for alle andre end os selv, for vi skal have tiden for os selv, og ikke ende som pattebørn igen. Hun fortæller tit og ofte: du kan sige hvad du vil, men du er og bliver min soulmate, og du er den eneste der forstår mig.
Alt er så rosenrødt at en lægeroman nærmest minder om en en gyserfilm. Det er den ene søde besked efter den anden, så selv mobilen begynder at dufte af rosenblade. ” du er manden i mit liv, denne gang er jeg kommet for at blive. Denne gang skal du få så meget kærlighed, at det er dig der løber skrigende bort”

Dog sker intet og det meste af kærligheden er noget der kommer på SMS, og det har jeg svært ved at forholde mig til. Ordet”jeg elsker dig” bliver sagt som at købe en pakke cigaretter hos den lokale købmand, og jeg har den dag i dag ingen respekt for dette ord længere.

Fire mdr holder det, og så vil kvinden være alene igen, det bliver leveret på en SMS (som hun senere siger hun fortrød hun sendte) jeg opsøger hende på bopæl da jeg syntes at vi skulle afslutte på en pæn måde sov vi nu havde lovet hinanden. Dette kan så ikke blive i dag i.flg hende, for hun sidder lige og spiser, men “jeg” ringer i morgen. Intet sker og jeg kontakter hende igen efter fem dage, og vi får en snak, hvor hun fortæller at hun havde fortrudt hun havde sendt beskeden. Dette “famøse” forhold holder så i en uge, og så slutter det med rigtige dårlige handlinger.

5 uger efter har hun så fundet sig en anden, og slår nu sit 3. Forhold op på 9 mdr på fjæsen, og efter 5 uger sætter hun sin kærlighed på stand-by.

Jeg tænker bare… hvordan kan man kalde en mand for sin soulmate, sende link til ham, og så behandle ham på denne måde, for så er der sgu da noget i begrebet soulmate jeg har misforstået.

Læner mig lidt op af, at der er en del narcissiste træk i denne kvinde, men DET benægter hun hårdnakket.

Tvillingeflammen

Jeg er sammen med min tvillingeflamme. Og det er der intet psykologisk i – det er ren spiritualitet.
Vi har været kærester før. Dengang løb vi begge brændte bort, men kærligheden forsvandt aldrig. I stedet har vi begge arbejdet med vores egen personlige udvikling.

Skæbnen ville, at vi løb på hinanden igen. Vi har begge integreret de sider i vores personlighed, vi manglede første gang. Og resultatet er fantastisk: Vi kan læse hinandens tanker (men lukker også begge af, så vi får pause…) Vi kan dyrke sex på lange afstande – orgasmerne er ubeskrivelige, og oplevelsen er kærlighed på alle planer er unik. Vi kan besøge hinanden astralt, se og mærke hinandens omrids, kærtegne, kysse og dyrke sex, mens vi ligger i hver sin seng på flere hundrede kilometers afstand.

Jeg var ikke spirituel før jeg mødte min partner. Men vores vækst sammen – adskillelsen med individuel vækst- og nu det nye møde – åbner for fantastiske indsigter og heling af gammel brændthed og sår. Hvert møde er som et bål, hvor traumer bliver skrællet væk, sårbarhed udvekslet i fuld tillid og kærlighed. Vi kan mærke, at den anden er den samme som os selv… Det lyder absurd, men siden vi mødtes har vi været ude af stand til at såre hinanden, fordi vi selv bliver brændt. Hvis den ene er ked af det, bliver den anden ked af det. Vrede imellem os findes ikke…

Det er svært at forklare dette at være tvillingeflamme. For få år siden ville mit jordbundne jeg have anset denne forbindelse for digt og opspind. Nu sender jeg tanker flere hundrede kilometer væk, får straks skriftligt svar via facebook eller sms, han sender tanker og jeg skriver svar – det var vores måde at finde ud af, om det blot var noget, vi forestillede os eller faktuelt. Vi er to jordbundne, rationelle mennesker. Men vores oplevelse af forbundethed er unik. Vi har begge mødt soulmates før. Men oplevelsen af at være tvillingeflamme er som at møde sig selv. At se på hinanden er som at møde sig selv i et spejl. Alligevel er vi ikke ens – vi komplementerer hinanden perfekt på de områder, hvor vi er forskellige. Den ene ringer, når den anden beder om det i tankerne. Intensiteten af vores forhold er stabil trods flere års langdistance – vi er lige afhængige af den daglige kontakt, uden at nogen af os er bange for pauserne eller bange for at forstyrre den anden. Alt er perfekt timet.

Dog oplever jeg, at langdistanceforholdet er en god ting. Det er vidunderligt – men også anstrengende – at være sammen med sig selv hele tiden. Ligesom universet udvider sig og trækker sig sammen, og ligesom bølgernes brænding slår mod kysten og trækker sig tilbage, og ligesom menneskers åndedrag går skiftevis ud og ind – sådan er vores forhold også betinget af en rolig balance mellem nærvær, tilbagetrækning, adskillelse, tilnærmelse, nærvær….

Med tvillingeflammen er alt nemt, hvis man ikke forcerer noget. Lad universet gøre arbejdet. Flyd med. Så er forholdet lige så nemt og naturligt som at trække vejret. Tvillingeflammer findes. Vi har ikke mødt andre, som har oplevet det samme. Men vi har læst om twin flames, og vi har – inden vi kendte til fænomenet – oplevet lige præcis dét ved vores andet møde – en uendelig og fuldstændig uselvisk kærlighed, fuldkommen ren og helt uden krav, uden frygt og uden vrede.

Viktoria Handberg

Tak. :)

Det er der rigtigt mange, der oplever, at ham man går i symbiose med ikke er god for os – og det er et mønster der stammer fra barndommen eller de helt tidlige kærlighedsforhold.

Kvinder, som er vant til at tænde på mænd, der ikke vil have dem oplever rigtigt, rigtigt ofte at ham der så gerne vil hende, han tænder hende ikke. Det er til at blive vanvittig over.
Men jeg tror at du gør det rigtige ved at prøve lykken med ham, der på alle punkter er super god partnervalg, og så skal det seksuelle nok falde på plads. Måske gør det ikke, og så må du vurdere, om du kan leve med det eller om du vil søge videre (og måske aldrig finde det, groft sagt). Kvinder med hang til dysfunktionelle forhold, har svært ved at finde begge dele – både en god stabil partner og seksuel tænding. For nogle lykkedes det.

Og ja, vores høje krav og hele selvstændiggørelsen af vores køn spiller nok også ind. Det tror jeg helt sikkert har noget at sige ift antallet af singler i dag – begge veje rundt – og hvor svært mange har med at finde en partner, de vil have på alle planer. Om dem det lykkedes for har nøjedes eller er mindre kritiske (hvilket ikke nødvendigvis er dårligt) eller bare heldige – eller har fat i den lange ende ift partnersøgning og evnen til at indgå i relationer, ved jeg ikke.

Held og lykke med det. <3

superkarla

Interessant læsning og hånden på (mit) hjerte – jo, jeg har mødt mere end en mand, der fik symbiose-fornemmelsen frem i mig men som ved nærmere bekendtskab viste sig at være rigtig dårlig for mig, mit selvværd og mine værdier. Og alligevel er intensiteten i disse relationer meget voldsom.
Jeg har også mødt den “perfekte” partner; ham, jeg er på bølgelængde med – ham jeg kan le sammen med, ham der på samme tid får de samme associationer – og ham, der faktisk ser bemærkelsesværdig godt ud. Jeg VED, det er rigtigt – jeg ved,, at verden vil åbne sig og blive et bedre sted at være, hvis jeg vælger ham – at alt det, jeg længe har ønsket mig i form af tryghed, fællesskab og kærlighed og omsorg vil komme til mig, og ALLIGEVEL fungerer det ikke… seksuelt.
Han tænder mig ikke og jeg ved ikke hvorfor – og det fører til mange selv-ransagelser, hvor jeg ender med at konstatere, at i den perfekte verden ville et arrangeret ægteskab med netop ham, ende med at blive en sand lykke, på trods af moderne nykker.
Er det umodenhed? Er det manglende lyst til i virkeligheden at “arbejde” for den lykke, der ikke altid skal måles i dobbeltsengen? Er det den moderne kvindes selvstændighed og selvtilstrækkelighed?
Jeg ved det ikke – men har stor fornøjelse af på tv at følge det amerikanske sidestykke til den danske udsendelse om arrangeret “ægteskab” mellem singler. Det kan man faktisk lære noget af. Der er masser af genkendelige situationer – og åh, hvor kan man være klog på afstand. Måske ville alle kommende par have godt af at se sig selv portrætteret på tv – før de giver op eller giver sig hen til det, der ikke ender godt.