Pernille Taarup: Mig & Ulla Terkelsen

Pernille Taarup: Mig & Ulla Terkelsen 

Der er 6 år i mellem min søster og jeg. De 6 år var en stor aldersforskel, da vi var børn, men efter vi er blevet voksne, har årene udlignet sig. Vi ligner hinanden – min søster og jeg. Så meget, at vi tit bliver spurgt, om vi er tvillinger. Her udspiller sig den samme scenen hver gang. Jeg siger tak og smiler, og min søster siger nej, vi er søstre, men at hun er 6 år ældre end mig.

Det samme gentog sig, da min søster og jeg efter en Sanne Salomonsen koncert var endt på en cocktailbar. En ung mand spørger om vi er tvillinger, og får det sædvanlige svar fra os. Den kvikke unge mand svarer så, ”Jamen, I må i hvert fald være i familie”. Ja jo, søstre plejer at være i familie. Så langt så godt. Den unge mand fortsatte imidlertid med sine guldkorn. Men, I minder mig om en eller anden kendt, hvem er det nu, det er?

Det er sjovt, hvordan sådan en bemærkning den aften med det samme satte mine tanker i gang. Normalt er det ikke noget, jeg ville bruge tid på at gruble over, men den aften gik min indre dialog straks i gang. Hvem er det jeg/vi minder om?  Ud fra den “kvikke” unge mands tidligere udtalelser antog jeg, at der var tale om en skuespiller eller sanger? Jeg nåede vidt omkring i mit hovedet, og jeg havde allerede visuelt et par kandidater i tankerne, som jeg tænkte at det kunne være. Det samme tror jeg, min søster havde. Vi ventede derfor spændt på at få udløst spændingen og modtage det kompliment, som jeg/vi forventede, at det ville være at blive sammenlignet med en kendt.

Efter et stykke tid, hvor man kunne se, at den unge mand virkelig vred sin hjerne for at komme i tanke om, hvem det var, at han synes, at vi mindede om, sagde han pludselig. ”I ligner Ulla Terkelsen”. ”Ulla Terkelsen” sagde min søster og jeg vantro i munden på hinanden.

Den havde vi ikke lige set komme. Vi havde begge i vores selvoptagethed, regnet med at resultatet af sammenligningen ville være en eller anden form for kompliment. Og med al respekt for Ulla Terkelsen, der er en rigtig dygtig udenrigskorrespondent, som virker som en meget sympatisk person, og som bestemt holder sig godt af sin alder, så var det måske ikke lige hende, at jeg rent udseendemæssigt havde forestillet mig at blive sammenlignet med – alene alderen. Kvinden er jo uanset, hvordan vi vender og drejer den, 70 år.

Gør det mig overfladisk, måske. Situationen var i hvert fald komisk, og vores ansigter må have været guld værd. Sammenligningen udløste masser af grin og måtte skylles ned med adskillige drinks. Tal om skuffede forventninger og et hak i selvtilliden.

Retfærdigvis skal det siges, at i stort set alle andre sammenhænge ville jeg tage det som et kæmpe stort kompliment, hvis nogen, der kendte mig og mit arbejde, sammenlignede mig med Ulla Terkelsen, og jeg håber, at jeg kan være lige så sej og still going strong, når jeg bliver 70 år.

Al den snak om Ulla Terkelsen minder mig om en af mine ynglings scener fra udsendelsen ”Årgang 0”, hvor Rachel i en alder af 12 – 13 år bliver spurgt, om hun har nogen idoler, og hun svarer, “Lady Gaga og Ulla Terkelsen”. Fantastisk svar. Alsidigheden længe leve.