Mit ego råber IDIOT og mit hjerte hvisker, jo jo selvfølgelig kan du

Mit ego råber IDIOT og mit hjerte hvisker, jo jo selvfølgelig kan du.

Der er nu noget magisk over det, når en nedtælling går fra et trecifret til et tocifret tal.

Rejsen mod mit første marathon er nu kortet ned til små 99 dage… eller 2376 timer… but still… who´s counting !

Januar slutter med et okay antal km. i benene, uden skader. De korte ben holder til det, og jeg danser lidt af glæde inden i – en fordobling + en sjat, af december måned og jeg er tilfreds. Træningsplanen for februar viser mig, at NU begynder det og blive alvor – det er nu jeg skal holde ved fornemmer jeg.

Ved synet af, at jeg slutter februar med en tur på 30 km i et tempo, der lige nu virker ABSOLUT uvirkeligt, misser jeg med øjnene, klukker højt af grin og forfatter en sms til min træner med ord som bindegal, gammel dame og korte ben (det første er selvfølgelig minded på ham det er klart).

På mystisk vis, har jeg nået mine delmål

Men hvad, jeg har tænkt det før, når jeg de sidste par måneder har stået omkring den 1. og set ind i den kommende måneds træningsplan… og alligevel, på mystisk vis, har jeg nået målet ved  blot, at følge den slavisk (næsten).

Så jo februar ser crazy ud lige nu, men de sidste 4 måneder har givet mig troen på, at det Hr.Gehlert får sat sammen bliver til virkelighed, når min stædighed og vedholdenhed til de seje træk tilsættes – så ja hvorfor ikk´ – let´s go, februar fold dig ud!

Den største udfordring

At jeg har meldt mig til et fuldt marathon er den største udfordring jeg til dato har budt mig selv – både fysisk, og rent mentalt. Det har jeg været inde på i mit tidligere skriv, men jeg må simpelthen råbe det igen. Jo tættere på jeg kommer, jo mere basker sommerfuglene i maven.

Mit ego råber IDIOT og mit hjerte hvisker, jo jo selvfølgelig kan du.

De mål jeg, tidligere i mit liv, har sat mig har alle været nogle, jeg har kunne se udfolde sig, inden jeg begyndte  – hvilket er et voldsomt godt afsæt for overhovedet  at  komme nær det, man ønsker.

Men det her! Jeg kan simpelthen ikke se det for mig. Jeg kan ikke se, at jeg krydser målstregen – og jeg har en indre dialog kørende, hver gang jeg hører mig selv sige det højt til andre.

Jeg vil kunne se det, jeg ved hvor vigtig visualiseringen er, jeg ved, hvor stor en del det mentale fylder, for et fuldført marathon.

Kom nu for f….. Anina, SE DET SÅ ! MÆRK DET DOG! SMAG DET FOR POKKER!

Men nej på nuværende tidspunkt, efter mit max på 22 km. finder jeg det VIRKELIG way out, at skulle fortsætte og løbe næsten, samme distance igen. MEN … som den halvgamle mentaltræner jeg er, er jeg kommet til den konklusion, at jeg vil stoppe med at slå mig selv i hoved, med alt det jeg ikke kan, og have fokus, på alt det jeg kan!

Ja ja første lektion på side 1 måske LUK – men jeg havde bare lige glemt det… lidt.

Jeg KAN se ca. 14 dage frem ad gangen, og samtidig tro på det jeg ser i forhold til km og tempo… sådan virkelig tro på det. Så det er ”et step” ad gangen – og jeg fik det billede for mit indre, at sætter jeg mig ud i bilen for at kører til, lad os sige til syd Italien, så sætter jeg min GPS og kører snildt i topfart på de store motorveje hele vejen derned af – vel at mærke, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvor jeg præcist befinder mig, hvornår jeg skal dreje fra, hvad der sker om 1 km, 2 km osv. Altså en blind tillid til, at jeg bliver ført mod målet, hvis jeg gør som GPSen råder mig til.

Min træningsplan er min GPS

Min træningsplan er min GPS og (og min krop mit tempel, fnis ej okay) jeg behøver ikke, at kunne se hele vejen mod målet for at nå det. Ved nærmere eftertanke, så drøner vi også der ud af i nattens mulm og mørke på motorvejen, selv om vi ikke kan se hele vejen hjem, men kun nogle meter foran os.  Hjertet vinder, selvfølgelig kan jeg!

Guderne skal vide, jeg støder på et hav af gode oplevelser som tiden skrider frem! Et hav af nye bekendtskaber er dukket op, mennesker med samme passion og interesse.

I min konstante svømmen rundt i inspirerende profiler på Instagram, er jeg stødt på Runners Heal – OG surprice…JEG ER FAN !

Healing the world through the power of running – og pludselig giver løbet bare endnu mere mening.

En ting er, at løbe for at nå mit eget mål, en anden er følelsen af, at løbe for en forskel.

Runners Heal er arbejder i Kenya hvor nogle af verdens bedste løbere har hjemme, og deres vision er at højne øst Afrika igennem uddannelse af børnene og støtte de lokale bønders forretning. Alt, hvad der bliver solgt af træningstøj og andet på deres site, støtter med 1-2 måneders skolemad og har påskriften WE RUN THIS – tøj som derfor er let genkendeligt, når det dukker op på billeder af løbere rundt omkring i verden.

Hvis du vil læse mere www.runnersheal.org  eller følg Runners Heal på Instagram

Summa summarum : I RUN THIS and WE RUN THIS – verden er er lille, og sammen kan vi nå vores mål.

Instagram klik HER