København din…. Lune gryde!

København din…. Lune gryde!

Når man som jeg, en fuldmoden kvinde i sin bedste alder, vælger… at presse sin krop OG sind gennem en vridemaskine – Så kunne du måske godt ha´ sørget for, bare en ANELSE mildere temperature.

Målet hed 4:30 men jeg fik smagt på lidt af det hele, tror jeg – og er nu den lykkelige ejer af et par blodvabler og tre sorte negle, hvor sejt er det lige!  nå ja jeg er jo firsttimer!! – og alt er som det skal være! Jeg er helt vildt stolt og viser dem gerne frem!

Her godt og vel 14 dage efter sidder jeg med en noget blandet følelse. Det har taget tid for mig, at fordøje den rejse jeg har budt mig selv, med Copenhagen Marathon 18. Jeg kigger stadig dagligt på min medalje, aer den og små fniser lidt – SHIT!

Rejsen er overstået – eller er den faktisk først nu begyndt?

Har det hele op til, blot været starten på mange flere løb i den distance? En underlig følelse.

– Det hele startede jo med en tilmelding VED EN FEJL. Mit distræte jeg, troede det var Copenhagen HALF jo for pokker. Men da betalknappen ikke havde nogen retur-ting, der kl. 03.15 i en stille nattevagt, fik jeg med svedige håndflader overbevist mig selv om, at kunne jeg løbe en halv, kunne jeg også løbe et fuldt!  Jeg havde hele 7 måneder til det, og jeg havde jo en dygtig træner, som allerede kendte mig.

Det der startede som en fejl og, som virkede som et  SÅ fuldstændig crazy projekt, at sætte i søen, er nu kommet i land – og endda helt uden skrammer. Tvært imod, jeg er i en alder af 46 kommet i mit livs bedste form og har fået indarbejdet nogle af de der… sunde issues i hverdagen .  Whats not to like?

OP til, hed det, ” kun det ene”.  Under løbet og frem til og med den 3,5. time hed det ” I guder det er fedt det her – jeg gør det igen”. Den sidste time og timerne efter målstregen var passeret hed det ” ØØH NEJ TAK , aldrig igen, giv mig et halv-Marathon…og et toilet! NU”. Dagen efter, hed det ” Nååå okay måske igen, en gang” og ja i går kom aftalen i hus, om det næste i 2019 – og ved gud om jeg glæder mig!

Dem der fulgte med d. 13. Maj, ved der blev sat varmerekord i Københavns gader

– føj for en skefuld!

94 % af deltagerne fuldførte og resten måtte udgå undervejs af forskellige årsager.  Omkring de 25 – 32 km blev jeg lidt bange for, om jeg skulle være en af dem – min mave slog knuder og jeg måtte træde af for, at få styr på kvalme og min rumlende mave. (det var også der, på mit 2. toiletbesøg jeg fandt ud af, at den smarte hylde til højre for mig, når jeg sad der.. IKKE VAR EN SMART HYLDE TIL MIN VANDFLASKE (som jeg troede det var under mit første toiletbesøg).. Men et mini pissoir – der ER SÅ meget jeg skal lærer)

Efter 10-12 minutter var der faldet ro på, og besluttede mig for, at tage de sidste 10 helt roligt. Hellere helt i mål til en lortetid, end slet ikke i mål. Min tid blev 5 timer og 44 sek.  Eller det vil sige min Marathontid hedder 4 timer og 56 minutter …. Jeg havde åbenbart taget de store sving på hele distancen, så jeg krydsede målstregen med tæt på 600 m. mere i benene end nødvendigt var – Der er så meget jeg skal lærer! OG til dig der regner pace ud, så JA! SÅ langsomt løb jeg for, at holde min puls nede og roen i maven.

Jeg nåede at se min kæreste 3 gange undervejs

Min meget støttende og entusiastiske kæreste, som inden løbet var klar med massage, ro, væske og god mad. ..med ekstra ost – og som  efter løbet var lige så ”høj” som jeg var, se det er kærlighed! (især det med ekstra ost).

Første gang fik han det største kys og jeg strålende af overskud. 2. gang fik han ordene ” Jeg skal finde et toilet NU” og ikke så meget andet end et par øjne i panik. 3. gang lige inden de 40 km. fik han skæld ud over at sige ” kom så skat der er kun ca. 2 km endnu” – det var på det tidspunkt den mest uoverskuelige distance jeg på noget tidpunkt havde budt mig selv… 2 km. i det tempo betød jo 15 min. endnu .. OG DET!! magtede jeg ikk… Der er så meget jeg skal lærer endnu – og her lærte jeg, at de sidste km. er MINE og skal ikke deles med ellers nok så elskværdige heppere – hvis de vil overleve altså.

Det hårde træk

Imellem 32 – 42,195 km.  Kæmper jeg  for, at holde tårerne væk, for det gør ikke noget godt ved vejrtrækning! Jeg var både ærgerlig over ikke, at kunne løbe, som planlagt og SINDSSYG stolt over fortsat, at KUNNE løbe! De sidste 200 m. i opløbet og i minutterne efter mål fik de frit løb – hold nu kæft en tur! Jeg stortudede over målstregen og gemte åbenbart mit ansigt i min ene arm – hvor til min datter spurgte ” Dabbede du lige over målstregen der mor?” – øhhmmm nej skat.

Udenfor målområdet stod min træner, Henrik og min kæreste og tog imod med Champagneregn, kram og rare ord – og til det …..er TAK bare slet ikke nok! Det har været en af de bedste beslutninger i mit liv, at have valgt en personlig træner og min fornemmelse for hvem du er og hvad du indeholder Henrik, har ikke slået fejl.  En sindssyg dygtig løber det ses jo tydeligt på din historie… og et sindssygt rart menneske oven i hatten.

Sikke en rejse

TAK for turen Henrik Gehlert! Sikken en rejse du har hjulpet mig igennem. Den vildeste oplevelse og jeg er dybt taknemlig for, at jeg sprang ud i det. Halleluja en ydmyghed der skyllede ind over mig da jeg stoppede mit ur – Det var svært at være i mig selv både af lykke, udmattelse og en sindssyg ” hvad helvede er det jeg lige har fuldført” følelse.

Jeg kan kun anbefale jer der læser med, at sættes sig mål, der er SÅ store, at det virker uoverskueligt, at opnå – og netop derfor vælge en træner der kan følge dig til dørs – for er du da tosset en følelse det giver når det er i hus.

Tak fordi I fulgte med på min rejse mod mit første Marathon og 1000 tak for alle jeres søde beskeder og dejlige hilsner undervejs, det har været guld værd! TAK