Michelle Hviid: En nok så god idé er intet uden handling
Michelle Hviid: En nok så god idé er intet uden handling
Jeg holdt for nylig foredrag på Aalborg Universitet.
Jeg har stor respekt for andre menneskers tid, derfor tænker jeg mig godt om, forud for mine foredrag. For at sikre at mine vigtigste pointer kommer igennem. I dag handlede det om innovation. Det at få den gode idé. Men en god idé i sig selv er værdiløs. En god idé tilsat handlekraft kan være interessant.
Jeg får mange ideer. Mit hoved kan være lidt af en ustruktureret motorvej af ideer. Jeg sorterer ubevidst de fleste fra, hurtigt. Men enkelte ideer er standhaftige. De kan virke som små opmærksomhedskrævende børn som hiver en i buksebenet. De forsvinder ikke, før man har taget sig af dem.
Drop “Det kan ikke lade sig gøre”
Desværre er alt for mange mennesker trænet efter en forkert norm. Alt for mange har fået tudet ørene fulde af: ”Det kan ikke lade sig gøre”, ”Tag det sikre valg”, ”Sådan har vi aldrig gjort før”. Den sidste er min personlige favorit blandt alle dumme kommentarer i verden. For hvordan kunne vi udvikle os, hvis vi hørte efter det ÆVL!?
Det koster efter min mening samfundet meget, at vi ikke er dygtigere til at bakke hinandens ideer op. Hvis flere turde handle på deres ideer, ville alt blive meget sjovere og mere farverigt. Det kan sagtens være en idé på din arbejdsplads, en idé til dit parforhold, en idé til en ferie, men selvfølgelig også en idé og drøm om at blive selvstændig.
Hvordan fører man en idé ud i livet?
Jeg kan fortælle hvordan jeg selv har gjort. Når jeg har en idé, som er så insisterende i mit hoved, at jeg vælger at handle på den. Så starter jeg med at præsentere den for mine omgivelser. Jeg starter typisk med min mor. Det er sjovt nok ikke så interessant, hvordan min mor, forholder sig til det, jeg siger. Dels siger hun som regel, at det er genialt, bare fordi hun er min mor, dels består øvelsen hovedsagligt i at formulere ideen højt.
Denne første fase, er for mange den, som kræver mest mod. For tænk hvis omgivelserne ikke kan se, hvor genialt det er. Synes de så, at jeg er latterlig. Frygten for at træde ud af ”fællesskabet” i denne kritiske fase, at blive hånet eller latterliggjort, kan være skrækindjagende. Især (desværre) for kvinder.
