Møgunger eller rettere sagt: Møgforældre!

Møgunger eller rettere sagt: Møgforældre!

Skrevet  af journalist Karen Seneca. Den har tidligere været bragt i Ekstra Bladets sektion Ekstra. Karen er bla kendt som en af Ekstra Bladets Skrappeduller

Møgunger eller rettere sagt: Møgforældre!
Af Karen Seneca

Husker du tante Sofie fra ’Folk og Røvere i Kardemommeby?’ Hende, der synes, at børn larmer, sviner, taler grimt og er fuldstændig uregerlige. Da jeg var barn, syntes jeg, at hun var en rigtig lyseslukker. En pulverheks, der ikke kunne fordrage børn. Nu ved jeg bedre: Det er i virkeligheden forældrene, hun ikke brød sig om. De forældre, der mener, at opdragelse er en forbrydelse mod barnets frie natur, og som lader afkommet vokse op som en anden Mowgli uden sociale færdigheder.

Jeg har min egen lille tante Sofie i maven. En rigtig skrappedulle, som jeg ofte må undertrykke for ikke at rage uklar med halvdelen af min bekendtskabskreds. Men i dag får hun lov til at komme til orde: For syv sultne snotunger da også, hvor er der mange uvorne unger i det her land!

Indrømmet. Jeg er skruphamrende forelsket i mine unger. Så forelsket, at jeg nogle gange må bide mig i indersiderne af kinderne for ikke at skamblære mig med deres skønhed, klogskab og humor (som de naturligvis har arvet fra deres mor). Faktisk er det en naturlov – det burde det i hvert fald være – at alle forældre er ved at falde i svime over deres unger. Men derfor behøver man jo ikke æde hvert et ord råt, der kommer fra afkommets mund. Eller smile begejstret over ungens frie leg, når det forstyrrer samtlige mennesker i en radius af tre km. Eller klappe i hænderne når barnet har opført cirkusforestilling nr. 23 i løbet af en aften og resten af selskabet er ved at gå til af kedsomhed. Eller ignorere, at poden raserer andres hjem.

Der må være en grænse for personlig udfoldelse. Selv når det drejer sig om børn. Jeg tror ikke på, at vi kvæler vores ungers galskab og kreativitet, blot fordi vi lærer dem at sige tak for mad. Eller opdrager dem til at opføre sig nogenlunde manerligt, når de er ude i verden. Det må da være muligt at skabe spændende mennesker, som ligefrem kan begå sig blandt andre – både når de er under og over 18 år.

Jeg kender ’nogen’ (læs: flere), som så snart de er kommet ind ad min dør, begynder at fjerne ting i børnehøjde, så deres elskede afkom ikke smadrer noget. Og det er naturligvis en sød tanke – at beskytte mit billige nips fra bulldozerne. Men det er ikke særlig sødt overfor børnene. At de ikke får sat en grænse. At de ikke lærer respekt – ikke kun for andres ejendele men også for andre mennesker.

Jeg kender folk, som laver vidunderlig mad, men hvor min appetit falder i takt med, at deres børn smasker højlydt og fortæller lange historier med en halv culottesteg i kæften. Og som skrider fra bordet, når de har smasket sig gennem et helt måltid uden så meget som at overveje at tage deres service med, for ’den klarer mor og far’. Men virkeligheden er, at forældrene ikke klarer noget som helst, når poden er blevet voksen. Her skal ’den lille’ helst være i stand til at tilpasse sig forskellige situationer og optræde i forskellige sociale sammenhænge. Og det er altså ikke særligt charmerende at blive spyttet til af en bordherre, der aldrig fik lært bordmanerer i tide.

’Man skal lære sine børn at sige tak’. Det fyrede min farmor engang af til min mor, fordi jeg – skarn – ikke havde takket for en gave fra hende. Dengang virkede det tåbeligt, men nu forstår både tante Sofie og jeg så inderligt, hvad hun mente. Hvis børn ikke lærer helt elementære sociale spilleregler, ender de med at tabe spillet, når de bliver voksne.