Maria Pedersen: Beskrivelser fra Lesbos

 

Maria Pedersen: Beskrivelser fra Lesbos

I juli 2015 bestilte jeg to charterbilletter til min yngste datter og mig selv til den græske ø Lesbos, hvor flygtninge angiveligt i hobetal skulle komme i land på de græske strande, og hvor der, ifølge rygtet ikke var nogle nødhjælpsorganisationer til stede. Efter beslutningen tog det fart og vi havde fire uger, der gik med almindeligt hverdagsliv, og sideløbende indsamling af penge, tøj og hygiejne artikler. Det var overvældende og rørende at se hvordan alle i vores netværk hjalp til, hvordan det som ringe i vandet spredtes ud til flere -og på den yndigste sommerdag holdt vil en kæmpekagefest, hvor tætteste venner og mennesker vi aldrig har mødt kom med smukke lækre kager, stillede dem på salgsbordet, og gik rundt på den anden side og købte et andet stykke kage.  Jeg tror vi havde regnet med at indsamle omkring 3-4000 kroner, men da vi var halvvejs, sagde en af de skønne fra baggrundsgruppen, ”kan vi ikke tælle penge det er helt vildt” og således endte det med, at vi drog afsted med knap 30.000 kroner og 77 kg baggage.

I en uge knoklede vi side om side med andre frivillige i den bagende varme – tidligt om morgenen sent om natten – vi kørte rundt på en lille scooter fra den ene ende af byen til den anden, fjernede splinter fra søpindsvin, forbandt ankler, behandlede feber, hev folk op af vandet, fik overleveret små bitte børn i armene, der var våde og kolde efter opholdet i havet, hjalp en kvinde der var i fødsel og blev bragt ind med redningsbåden.

Vel hjemkommet sad rastløsheden i os og vi rejste afsted igen i november og denne gang, var der langt mere struktur i arbejdet, end da vi var afsted første gang.

Jeg har nu været afsted for tredje gang og denne gang har jeg været både på Lesbos og på Chios, hvor det gode vejr nu er afløst at en evig blæst, der nogle gange overgår i storm, og som sender store nødhjælpstelte til havs, der bringer hårdt ramte og iskolde mennesker i land. Mennesker der er bange, mennesker der aldrig har set eller mærket et hav før og hvis første oplevelser er det iskolde vand kombineret med storm.

Jeg er blevet spurgt om jeg kunne huske alle de mennesker jeg på min tre ture har haft igennem hænderne og som sygeplejerske er svaret naturligvis nej, det kan jeg ikke, da jeg ofte blev kaldt til noget akut og så videre til det næste.

Men jeg kan huske: Lille Yousuf, der var så svag i kontakten at jeg aldrig har været så bange. Hans lille krop der lå livløs i min datters arme, da hun sagde ”mor der er noget galt” Mit indre kaos, da han lå på jorden foran mig og en dyrlæge, og vi ventede på en ambulance, der var halvanden time undervejs, og jeg havde sat min veninde i Dk til at finde behandling til ”second drowning syndrom”

Næste dag mødte vi en lille frisk Yousuf der pludrede og grinede som en lille dreng på 8 måneder skal og hans mor, der takkede om og om igen.

Jeg husker den lille pige, Lana, med de alvorlige øjne, der kunne lidt engelsk og som fortale at hun altid havde drømt om at kunne svømme i havet, men at hun nu efter fire timer i vandet, aldrig ville i havet igen. Hun fortalte mig hun skulle være læge og at familien skulle til Sverige. Vi aftalte at hun skulle blive ved at øve sit engelsk, at hun skulle blive læge og tilbage til Syrien og arbejde med børn, og jeg fortalte hende om havet og søerne i Sverige, hvor sjovt det er at bade om sommeren når man har venner med på stranden, og vi aftale at hun skulle lære at svømme.

Jeg husker den unge kvinde, der nu er min facebook ven, som i to dage, havde hjulpet med at oversætte, og som brød fuldstændig sammen, da det gik op for hende at hun skulle gå 68 km for at komme med færgen, fordi busserne strejkede og private ikke måtte tage flygtninge i biler. Hun græd ind over mig og sagde hun ikke kunne mere. Midt i tårerne spurgte hun om Danmark ikke lå tæt på Sverige, og da jeg svarede ja, sagde hun at hun var god til at lave mad, og at når hun kom til Sverige, skulle jeg komme og spise hos hende, der græd jeg og da jeg en flere uger senere en oktober aften fik en sms fra Falsterbo, græd jeg lidt igen.

Denne gang, er der mange mennesker på nethinden og især de unge mænd står mit hjerte nær, de kaldes unge mænd, mens de er på tur, i Dk kalder vi dem drenge – 16-17 18 år og ret alene. Det er altid dem der får mad sidst det er altid dem der skal sove på udsatte steder. I lejren hvor regnen ubønhørligt stod ned i stænger, skulle vil have så mange kvinder og børn indendørs og jeg glemmer aldrig de ulykkelige og bange blikke, når jeg skulle skille en ung mand fra hans mor og bede ham sove nede i det store kæmpetelt med alle de andre mænd.  De store brune øjne, der kiggede fortvivlet på mig, og ikke forstod at jeg kunne mene det alvorligt – I Danmark har jeg en såkaldt ung mand med store brune øjne, som er voksen på papiret, men som stadig ringer og beder om hjælp ind i mellem eller bare ringer og siger ”I love you mamma” Hver og enkelt lille unge mand, hvor jeg håber du må få det liv du drømmer om og at du stadig har muligheden for at kunne sige ”i love you Mamma”

Den lille dreng på ca. 10 der sikkert, og med fast hånd guidede sin blinde mor rundt i flygtningen lejren. Hun skulle købe en pakke cigaretter – det regnede og alt var vådt, mens de stod og forsøgte at finde de rigtige penge- jeg købte en pakke og en lighter til hende og hun knugede min hånd og sagde ”Sükran” da de vendte sig og gik, råbte kioskdamen efter dem og gav en lille dreng en slikkepind og hans lille alvorlige ansigt lyste for en kort stund op.

De sidste mange dage, bestod mit arbejde i at dele nødhjælpspakker ud på havnen på Chios, inden de mange mennesker, skulle videre til Athen. Jeg har haft det bedste job og delt babymælk, chokolade og cigaretter ud. Jeg har haft tid til at tale med rigtig mange mennesker vi har øvet tyske gloser og svenske vendinger alt efter hvor de skulle hen. Jeg har krammet manden på min egen alder, der begyndte at græde, da han det gik op for ham at jeg ikke røg, men at vi bare havde cigaretter med til uddeling. Jeg har aftalt med den unge mand der kunne lidt engelsk, at han skulle være nødhjælpsarbejder når han var etableret i sit nye land.

Den lille pige, der kom med sin far og skulle bruge et wc, og de måtte ikke gå ind på restauranter. Jeg tog den lille pige i hånden og gik med faste skridt målrettet mod toilettet på den taverna hvor vi nogle gange har spist. Hun var sød, vi grinede fordi det var svært med alt det tøj, vi lavede figurer på hendes hånd af sæbe, da hun skulle vaske hænder. Hun var tørstig og ville have vand fra hanen. Vi gik ud i restauranten og hun kunne vælge en sodavand eller vand, hun valgte vand og sprang glad ud til sin far, der takkede mig. Pludselig vendte hun om – løb tilbage og kyssede mine hænder og spurgte hvad jeg hed – Maria – og så grinede hun højt, for det gjorde hun også.

Den gamle dame, der kyssede mig ti gange på kinderne, mens hun lavmælt mumlede noget jeg ikke forstod, jeg håber du oplever den sidste del af dit liv i kærlig tryghed – du gamle smukke kvinde.

Og sidst men ikke mindst, den lille afghanske dreng på omkring 6 år, der var mut og ikke til at komme i kontakt med, som havde den skønneste sjoveste lillebror, der tog al opmærksomhed. Det tog timer at få bagt mig ind på ham, de skulle op til Mormor i Västerås. Vi prøvede at øve lidt svensk, vi legede med sten på den beskidte jord og til sidst fiskede han en pakke mini smarties op af lommen, hældte den ud i sin lille snavsede hånd, og vi skiftedes til at vælge en. Da vi skiltes råbte han ”Hej Då”

Jeg er på hundredevis af selfies – jeg har givet mit tlf. nummer til så mange mennesker og jeg ved aldrig om jeg kommer til at møde dem igen, men jeg håber at hele mit hjerte at de får det liv i sikkerhed alle fortjener.

Nu er jeg for en stund hjemme igen– hjemme i  mit dejlige liv, med familie, venner og ikke mindst mit liv i tryghed.  Lige nu ligner jeg hvad jeg er, en træt midaldrende kvinde, der trænger til at komme til frisøren og får sovet igennem – det glæder jeg mig til og jeg er hver dag taknemmelig over de muligheder jeg har i mit liv. Jeg glæder mig til hverdagsproblemer, der hvor jeg kan blive irriteret over at bussen ikke kommer til tiden eller hvor internettet ikke er hurtigt nok når jeg skal arbejde. Jeg er glad og taknemmelig over at leve et liv hvor jeg har mulighed for at brokke mig over hverdagsproblemer – jeg behøver ikke gøre det, man jeg kan hvis jeg vil.

I august tog mit liv en drejning der aldrig forsvinder – ved at se alle de mennesker på flugt fra krig og elendighed og dog alligevel så taknemmelige over hver en lille udstrakt hånd de får.

Jeg er på facebook blevet både hædret og skældt ud og alle har ret til at have deres mening – jeg har fået henvendelser, fra sundhedsapostle om det nu var en god ide at vi køber både slik og cigaretter, jeg får beskeder om at jeg lige skal tænke lidt over hvad jeg måske bidrager til i forhold til kommende terror og listen af henvendelser er lang, heldigvis med overvægt på de positive. Og faktum er at vi, som min veninde sagde: ”you living a life on the edge – sukker, røg og gluten”

Jeg har ikke de gyldne ord, jeg har ikke en mening om hvad andre må mene om mig, for mig og de andre jeg har mødt i det her arbejde, har vi gjort det der gav mening og som forhåbentlig har gjort en forskel for de mennesker vi har hjulpet.

Jeg er rørt dybt over den velvillighed jeg har mødt fra nærmeste venner og folk jeg aldrig har mødt – vi har over 900 følgere på vores facebook gruppe og hver og en har støttet og bidraget – med koncerter – teater – ved at samle tøj, syer varmedragter til de små kolde kroppe, samlet penge – givet deres foredrags indtjening – deres billetindtægter – deres fødselsdagsgaver, samlet sundhedsartikler, hygiejne produkter etc.  Tak tak tak – for alle jer.

Jeg har mødt og knyttet bånd med så mange mennesker der har taget den samme rejse som os – ud for at hjælpe og gi en hånd – hvornår er venskaber egentlig venskaber – tjaaah svært at sige, men når du står der i den mørke nat og lytter efter den lille lyd hvor bølgen brydes anderledes, eller hvor du enedes om at det lille lys i horisonten måske er en båd der kommer, når du efterfølgende  mødes i et benhårdt arbejde og får en masse skæbner under huden, så vil mange føles som meget tætte venner, når vi gir hinanden et kram til natten.

Og til alle jer jeg har mødt på jeres rejse mod sikkerhed – fra bunden af mit hjerte håber jeg I får et liv i kærlighed og tryghed.

Følg gruppen her: nurses for refugees

Skriv din egen kommentar

*

Kvindetid artikler
Nedtrapning PLEEEASE… Bring it on!

Nedtrapning PLEEEASE… Bring it on!

De sidste par måneder har, tro mig, budt på mange løbe-oplevelser. Her er jeg nu, første uge af nedtrapningen er gået – og rent mentalt, slapper jeg mere af – der ligger ingen lange lange træningsture forude, som jeg skal være klar til.

Kling-klang, verden kalder!

Kling-klang, verden kalder!

Billede af Fotograf Brita Fogsgaard. Jeg sidder på cafe Liva midt i cabareten ’Åh, et generationsudbrud’ sammen med en kær veninde. 5 kvarter, hvor menneskene og verden, mænd og kvinder, spiddes festligt og skarpt af to vidunderligt morsomme kvinder, Pernille Sørensen og Mette Marckmann.

Mød drømmefyren gennem netdating

Mød drømmefyren gennem netdating

Gør dig selv den tjeneste at tro på dig selv og dine kvaliteter. Det vil give dig et godt udgangspunkt, når du skal date. Samtidig, tag det som en oplevelse, og hav det sjovt med at møde forskellelige mennesker. Det behøver ikke at være så alvorligt – eller, ikke til en start.

Astrologi artikler
Astrologiske tendenser for ugen

Astrologiske tendenser for ugen

Astrologiske tendenser for uge Vi bringer astrolog Karl Aage Jensens generelle astrologiske tendenser for ugen, der kommer. Læs flere aktuelle kommentarer til landets og verdens begivenheder direkte på AstrologiHuset og Karl Aages Jensens blog her Du kan også tilmelde dig nyhedsbrevet her  . Uge 17 Ugen, der kommer Ugen bærer præg af to dynamiske aspekter, Merkur kvadrat Saturn, Mars konjunktion […]

Kvartalshoroskoper for januar – marts 2018

Kvartalshoroskoper for januar – marts 2018

Kvindetid ønsker vores læsere et vidunderligt nytår med nye kvartalshoroskoper for januar – marts 2017. Hvad har du i vente? Klik ind nu og læs dit nye kvartalshoroskop & årshoroskop for 2017

Gaveideer til de 12 stjernetegn.

Gaveideer til de 12 stjernetegn.

Få inspiration til julegaverne her, hvad giver du til din søster født i Løven eller din mand født i Tyren.

Fik du læst disse?
Rikke Majgaard: Brug dine malerier og billeder på ny vis

Rikke Majgaard: Brug dine malerier og billeder på ny vis

Har du nogle malerier, som bare står i pulterkammeret, som du måske er lidt træt af at kigge på eller de lærreder, som du aldrig har fået malet det maleri på, kan de måske alligevel bringe nyt til din bolig. Vend dem om og brug ‘bagsiden’!

Ditte Okman – Hvilken slapsvans planlægger utroskab?

Ditte Okman – Hvilken slapsvans planlægger utroskab?

Er systematiseret utroskab virkelig dagens bedste bud på bedre livskvalitet i parforholdet? Læs Dittes klumme

Kvindetid med Dorte Rømer

Kvindetid med Dorte Rømer

De smarte mødre i Hellerupvuggestuen sender mig medlidende blikke – det har taget mig lang tid at acceptere; men Kvindetid er bare ikke noget, jeg kan