Kvindeklumme af Karen Seneca: Lykkeligt skilt

Kvindeklumme af Karen Seneca: Lykkeligt skilt

Ugens kvindeklumme Lykkeligt skilt er skrevet journalist Karen Seneca. Den har tidligere været bragt i Ekstra Bladets sektion Ekstra. Karen er bla kendt som en af Ekstra Bladets Skrappeduller.

Af Karen Seneca
Lykkelig gift ligger helt naturligt i vores mund, men hvorfor bruger man aldrig udtrykket lykkeligt skilt?
Det hedder enten fraskilt, skilt eller single. Lykkeligt skilt, nej vel? Selv i år 2011 regnes skilsmisser nemlig som lidt af en fiasko – oh, they didn’t make it… Det rangerer endda lavere end et bundulykkeligt ægteskab, hvor far er utro, og mor går alene i seng.

Og det skinner selv igennem hos den myndighed, der registrerer bryllupper og skilsmisser. Det er gratis at blive gift, men en skilsmisse koster 500 kr. – et gebyr til Statsamtet, som til gengæld selv betaler portoen på den attest, de sender til os. Det gør de også, når vi bliver gift, men da er det en foræring. Fy-fy-skamme – I skal skilles. Så kan I godt betale ved kasse et, tak.

Jeg kender en, der er ulykkelig gift. Nej, jeg kender faktisk flere, men nu vælger jeg altså hende som eksempel. Hver eneste gang jeg ser hende, handler samtalen om nye situationer, der driver hende til vanvid. Temaet er det samme: Kærlighed og respekt er afløst af endeløse diskussioner, og når der er ophold i dem: Surmuleri. Men hun kan ikke blive skilt. Siger hun. For så skal hendes børn undvære deres far, vokse op i et mindre hus, måske ligefrem undvære mærketøj og spise mad fra Netto i stedet for Irma.
Den tager vi lige en gang til (for prins Knud og læserne): Børnene kan ikke tåle at flytte og få skåret i deres lommepenge, men har meget bedre af at leve med en mor og en far, der i bedste fald har væbnet neutralitet.
Selv om jeg synes, at det er synd for hendes børn, kan jeg godt forstå, hun tænker, som hun gør. For vi har fået stukket budskabet langt ned i løgnhalsen, siden vi var små: Skilsmisser er onde, ægteskaber rigtige.

Jeg oplevede det selv, da jeg skulle skilles. Her tog jeg mig en betalingsveninde – psykolog – men hun blev hurtigt droppet igen, fordi hun kun fokuserede på de negative konsekvenser. Når jeg var hos hende, kunne jeg næsten se min søn med en kanyle i armen og min datter trække på Skelbækgade. Det er heldigvis ikke sket. Endnu. For man ved jo aldrig med skilsmissebørn, vel?
Og jeg kan da godt se problemet. Jeg har nemlig en eks-mand, som udover at være verdens bedste far har en klog og sød kæreste, der rummer vores unger på lige fod med sine egne. Og fandeme om ikke også, at hun har tre dejlige børn – så vores afkom har fået søskende foræret helt fikse og færdige. Det er da virkelig en tragedie.
Vi nåede heldigvis at gå fra hinanden, inden vi fik gravet skyttegrave. Havde vi været besat af tanken om ’en ægtefælle i sengen er bedre end… alt andet ’, ville vi nok ikke være så gode venner, som vi er nu.

Og deri ligger den virkelige ulykke – når et par gør det ’for sent’. Når de når helt derud, hvor de bare ikke kan tåle synet af hinanden og den ene brøler: Jeg vil skiiiiiillles! For hvis respekten og de kærlige følelser er helt væk i et parforhold, er det godt nok svært at finde det igen, efter man er gået fra hinanden.

Men så længe vi bilder hinanden og vores børn ind, at det hellige, ubrydelige ægteskab er den rigtige måde at leve på og blodets bånd er så tykt, at mennesker uden samme arvemasse ikke er ’rigtigt i familie’, skal vi nok ikke satse på at udtrykket ’lykkeligt skilt’ slår igennem.