Knus
Betty

Det er ikke nok at kende sine værdier hvis man ikke også efterlever dem, en lille detalje :o)

Og det er ganske klogt at kende sine værdier inden man går ind i et forhold, og være synlig omkring dem og naturligvis efterleve dem. Det giver en tryghed i enhver relation, at man er den man udgiver sig for at være og både kan og vil stå inde for sig selv.

Det er der vist ikke nogle kæreste-test der kan afklare for én :o)

At sige nej er svært – tror jeg – fordi det aktiverer et grundlæggende eksistentielt tema hos mennesker – angsten for adskillelse. Den første adskillelse et menneske oplever, er adskillelsen fra sin mor når det bliver født: NEJ – vi skal ikke være sammen mere! NEJ, du skal ikke længere ligge i swimmingpoolen og have maden serveret! NEJ, du skal ikke være inde i varmen, du skal ud i kulden! Jeg tror, det er et chok af dimensioner.

Når man siger nej markerer man sin grænse i forhold til et medmenneske, og grænser indikerer en eller anden grad af adskillelse. Jeg mener, vi er helt “dernede”, når vi står overfor at skulle sige nej til noget, omend det selvfølgelig tit er ubevidst. Mennesker har simpelt hen ikke lyst til at sige nej til andre, for det minder dem om noget utrolig ubehageligt de selv oplevede engang. Positivt anskuet kan man se det som et udslag af en medfølelse med andre – man har ikke lyst til at de skal opleve noget lige så grimt som det, man selv oplevede.

Og det er selvfølgelig altsammen ubevidst, og det er altsammen ubrugeligt i dagliglivet – der bliver mennesker nødt til at øve sig i at overkomme den angst. Når jeg alligevel synes, man godt kan have den vinkel med, så er det for at gøre opmærksom på, at der er en meget, meget dyb årsag til, at de fleste har svært ved det, og at den ikke har noget at gøre med at have en svag karakter eller hvad nu ellers mennesker finder på at bebrejde sig selv.

Det ER svært at sige nej – og det er der en god grund til.

kh
Betty